Tvesind

jeg æder af kundskaben træ
jeg æder dit ord og min sorg
fang mig før tabet
før bitterhed indhenter mig
jeg æder af kundskabens træ
jeg æder og blotter din skam
fanget i vished
i afmagtens krampagtige tag
min styrke er sårbar
lægger mig
blottet, blodig
I live og varm
min styrke er vished
tvinger mig ned
med skyggens vægt
jeg æder
jeg æder
jeg æder
jeg æder
jeg æder
jeg æder
jeg æder
jeg æder
jeg æder af kundskabens træ
jeg æder mit mod af din mund
fanget i afsked
med en verden
der fængsler med lovord og larm
den samme hånd der bar mig
den samme hånd der kvæler alt
(du kvæler alt)
den samme hånd der skærmer
den samme hånd jeg frygter i dag
(jeg frygter i dag)
den samme hånd der gav mig liv
den samme hånd der splitter ad
(du splitter ad)
du bryder dit løfte igen
du bryder dit løfte igen
mit livsmod
det svinder
i mismod
når den evige kærlighed dør
mit livsmod
det svinder
i mismod
når den evige kærlighed slår
når den evige kærlighed dør
jeg æder
jeg æder
jeg æder
jeg æder af kundskaben træ
jeg river mig selv i min sorg
skjuler mit afsavn
fra en omsorg fortjent af troskabens kald
jeg lænkes til kundskaben træ
jeg lænkes til faderløs trøst
et anker i fortid
med din byrde af svigt og hemmelig alarm
jeg hænger fra kundskaben træ
jeg hænger fra kronen af rust
synker i mismod
i sumpen af min andægtigheds værd
jeg hænger fra ondskabens træ
jeg kvæler mig selv i min sorg
blændet af vished
I erkendelsers ubarmhjertige skær
den samme hånd der bar mig
den samme hånd der kvæler alt
(du kvæler alt)
den samme hånd der skærmer
den samme hånd jeg frygter i dag
(jeg frygter i dag)
den samme hånd der gav mig liv
den samme hånd der splitter ad
(du splitter ad)
du bryder dit løfte igen
du bryder dit løfte igen
mit livsmod
det svinder
I mismod
når den evige kærlighed slår
mit livsmod
det svinder
I mismod
når den evige kærlighed dør
når den evige kærlighed dør